Cheesecake Factory brød

Hvis du har været på en Cheesecake Factory restaurant, har du også prøvet deres fantastiske mørke brød. Det er et relativt sødt brød, som smager super bare med smør. Nu har jeg prøvet mig lidt frem, og denne opskrift kommer altså rigtig tæt på “the real thing”.

Cheesecake Factory er en amerikansk kæde med skøn mad – og selvfølgelig cheesecake. Du kan få alt fra steaks, salater, seafood, pizza, burgers, pasta og meget meget andet. Du kan besøge dem her.

Ingredienser:

4 dl varmt vand

2 spsk. blødt smør

170 g flydende honning

240 g ubleget mel

190 g White Whole Wheat Flour hedder det herovre – jeg vil tro, det svarer  til hvid hvede

1 spsk. cacaopulver

1 spsk. rørsukker

2 tsk. instant kaffe

1½ tsk. salt

2¼ tsk. tørgær

Sådan gør du:

Bland tørgær og varmt vand i en stor skål. Bland sukkeret i, og mix det godt sammen. Lad det stå 10-15 minutter. Du skal kunne se, at blandingen er aktiv. Bland derefter resten af ingredienser i, og mix det med en håndmixer – grundigt til dejen er glat. Tilsæt evt. mere mel, hvis du synes, dejen er for tynd. Den skal slippe siderne så nogenlunde. Det er en klistret sag – og skal ikke være som en almindelig gærdej. Det betyder også, at du er fri for at få klør 5 i. Lad dejen hæve tildækket mindst 1 time.

Del dejen i 3 flutes. Jeg bruger en flutesform, hvor jeg lægger bagepapir i (dejen er for tynd til andet). Du kan også sætte dejen som klatter på en bageplade til flutes eller boller. Dæk dejen til, og lad den hæve i en time.

Bag flutene på 176 grader (350 Fahrenheit) i ca. 45 minutter. Lad dem køle af på en rist.

God fornøjelse – og god appetit!