Fyldte poblano chili med picadillo – opskrift

Når man googler Poblano chilipeber siges det at være en mild chili. Det havde de poblano pebre vi fik altså ikke hørt om. De var faktisk ret heftige i smagen, men på en god stærk måde. Er du ikke til helt så stærk mad, kan du lave opskriften her med grøn peber i stedet. Så må du bare love mig at komme flere jalapeno chilipebre i, da picadillo er ret sød – og det er den nødt til at være til de heftige poblano pebre. Vi har fået dem før, hvor de ikke var helt så hidsige, så min lille lommeteori er, at jo mindre, jo stærkere, men prøv dig frem.

Ingredienser:

8 store poblano chilipeber
500 g hakket oksekød
1 medium løg
1 jalapeno chilipeber, finthakket og uden frø
2 fed hvidløg, finthakkede
Olivenolie
1 lille dåse majs
2 store tomater, finthakket
Kød fra 1 pære, revet
2 spsk. gule rosiner
½ tsk. stødt kanel
Peber
Salt
1 decilitermål med top på af enten hakkede valnødder eller pekannødder
Lidt limesaft
Ristede græskarkerner
Queso Fresco, revet (kan du ikke få Queso Fresco kan du også bruge en revet mozzarella eller mexikansk osteblanding)

Her er retten inden den kommer i ovnen.

 

Sådan gør du:

Forvarm ovnen til 225 grader. Læg de hele poblano pebre på en bageplade beklædt med sølvpapir. Bag dem i 15-20 minutter til de bobler og er lidt sorte i skindet. Vend dem et par gange undervejs. Tag dem ud, og pak sølvpapiret godt rundt om dem, og lad dem stå i 15 minutter. Tag skindet af pebrene. Læg et vertikalt snit på alle pebrene. Lad endelig stilken være intakt. Fjern frøene. Sænk ovntemperaturen til 180 grader.

Nu skal du i gang med at lave picadillo. Steg oksekødet, løg, hvidløg og jalapeno i olivenolie på en stor pande, til kødet ikke længere er rødt. Rør majs, tomater, pære, rosiner, salt, kanel og peber i kødblandingen. Reducer varmen, og lad det simre uden låg i 10 minutter, og lad det derefter køle lidt af. Bland de hakkede nødder i. Smag til med lidt limesaft og salt.

Fordel fyldet i poblano pebrene. Kom osten over efter 10 minutter. Læg pebrene i en bradepande, og bag dem i en ca. 20 minutter. Steg imens græskarkernerne på en lille pande. Tag bredepanden ud, og drys dem over poblanopebrene og server!

Til denne opskrift passer stegte plantains rigtig godt til og evt. en grøn salat.

God fornøjelse – og god appetit!