Lillys indiske kylling – opskrift

Denne ret har sikkert et eller andet indisk navn – men hjemme hos os har den altid heddet “Lillys indiske kylling” – og det gør den, fordi jeg har lært at lave den af Lilly, som er en sød indisk dame. Det er også en ret, som nogle af vores gæster har bestilt, til næste gang de kom.

Ingredienser:

Kylling:

1-1½ kg kyllingebryst – gerne med ben, men fjern skindet – klip hvert bryst i 3 stykker

1 stort løg, finthakket

3-4 fed hvidløg, finthakket

3 store grønne chili, finthakket (uden kerner)

Ca. 30 g revet ingefær

2 laurbærblade

1-2 tsk. chilipulver (indisk karry-chili)

2 tsk. korianderpulver

1 tsk. paprika

3 tsk. salt

Friskkværnet sort peber

En god sjat olivenolie

2 spsk. soyasauce

¼ l fløde

Sådan gør du:

Bland ingredienserne til marinaden i en stor skål (alt ovenstående på nær fløden), og vend kyllingestykkerne i. Lad det trække i køleskabet et par timer. Kom det i en gryde, og lad det simre en times tid. Tilsæt lidt vand, hvis der ikke er væske nok. Lige før servering tilsættes fløden, som lige koger op.

Ingredienser:

Indisk salat:

1 løg, finthakket

4 tomater, hakkede

1 dl friske, hakkede korianderblade, groft hakket

½ agurk, skrællet og skåret i tern

Saft af ½ citron

Lille ½ tsk. stødt spidskommen

Lille ½ tsk. garam masala

1 tsk. salt

Friskkværnet sort peber

Tilbehør: Poppodums og basmatiris

Kan du li’ det hot – så skruer du bare op for chillien!

God fornøjelse – og god appetit!

 
3.54