Forleden var vi på Farmers Market, som er et sted, hvor lokale producenter af frugt og grønt m.m. sælger deres varer. Blandt meget andet købte vi et bundt fantastisk flotte og lækre asparges, og så biksede jeg lige en salat sammen, som blev så god, at Thomas insisterer på at få den igen – og at jeg deler den med jer.
Ingredienser:
1 bundt grønne asparges
½ rødløg, fintsnittet
1 – 1½ dl friskrevet pecorino
God olie
2-3 spsk. balsamico eller rødvinseddike efter smag
Lidt salt
Sådan gør du:
Knæk enden af aspargesene, hvor de naturligt knækker, og skær dem i små stykker. Bland asparges, rødløg og pecorino. Kom balsamico, olie og salt over, og bland igen.
Lad gerne salaten stå og trække i en times tid, så marinerer aspargesene, og smagsindtrykkene forstærkes.
God fornøjelse – og god appetit!
Mmmm, jeg er stor fan af grønne asparges.
Kunne den ikke bruge lidt ristede pinjekerner også?
Hej Søren. Tak for forslaget. Jeg har prøvet at forestille mig det, men jeg er bange for, at smagen bliver for “fed”, fordi der er så meget pecorino i, men hvis du er frisk på at prøve, hører jeg gerne. God weekend!
Hej Charlotte. Asparges er min passion. Men jeg har altid lært at når man laver en ret med friske asparges, må intet forstyrre smagen. Faktisk bør man kun drikke kildevand til retten. Men det var nok dengang! Jeg vil snarest kreere din aspargessalat, men jeg ved bare ikke hvad pecorino er. Men jeg glæder mig til de nye danske asparges er klar, for hvad er bedre? (Det skulle da lige være Lillys indiske kylling) 🙂
Hej Else. Det lyder fornuftigt nok, der er heller ikke noget som bare asparges med noget enkelt til. Men denne her ret duer så på trods af det – det må du prøve 🙂
Pecorino er italiensk fåreost, og det smager fantastisk.