Vi er ikke de store fiskespisere hjemme hos os. Vi elsker at få fisk på restaurant, men er af en eller anden grund ikke rigtig kommet i gang med at tilberede fisk hjemme. Vi har gjort det nogle gange med svingende resultater – men tada… – denne ret blev helt fantastisk! Vi har lavet den med Mahi Mahi, som smager skønt. Det er nok tvivlsomt at finde Mahi Mahi i Danmark, men andre typer fisk kan jo også gøre det.
Her ser du retten, inden den kom i ovnen – smukt ser det jo ud:
Ingredienser:
En god dusk frisk timian
En god dusk frisk persille
2 laurbærblade
8 fed hvidløg, knust
4 stykker Mahi Mahi fileter uden skind
salt
friskkværnet sort peber
1 ¾ dl hvidvin
olivenolie
citronbåde
Sådan gør du:
Tænd ovnen på 235 grader.
Læg timian og persille i et fad sammen med laurbærblade. Spred hvidløget henover. Krydr begge sider af fisken med salt og peber, og læg fileterne ovenpå urterne. Hæld hvidvinen ved, og hæld lidt olivenolie hen over fileterne.
Dæk fadet løst med folie, og bag til fisken er ”gennemsigtig” – cirka 15-20 minutter afhængig af, hvor tykke fileterne er.
Server fisken med citronbåde og det tilbehør, du foretrækker. Vi serverede retten med ristede name rødder.
Og her ser du det færdige resultat:
God fornøjelse – og god appetit!